Vildebier.dk deltog den 25.–26. september 2024 i Biodiversitetssymposium på Aarhus Universitet, hvor Maria Gram præsenterede erfaringerne fra vores 2-årige projekt med vilde bier i akvarel via en poster.
Posteren beskrev bl.a. de fokusområder, materialer og fremgangsmåde, som vi brugte ved bisafarierne og oplæg om vilde bier, samt under afbildning af dem i tegning og akvarel. Vi håber, at de kan inspirere andre.
Vores erfaringer fra projektet viser, at der er et stort potentiale for aktiviteter, der sammenkobler naturobservationer med malerkunsten. Det kunstneriske perspektiv tiltrækker nyt publikum og skaber nye, interessante muligheder for oplysningsarbejde året rundt.
Vi vil gerne anbefale andre naturformidlere at bruge tegne- og maleaktiviteter som et værktøj i deres arbejde med formidlingen af insekterne og biodiversiteten.
Du kan downloade posteren i pdf-formatet via linket nederst på siden.
BAGGRUND
Erkendelsen af vilde biers diversitet savnes
Vilde bier er truet, fordi deres levesteder indskrænkes og forringes, og de samtidigt udsættes for en række andre stressfaktorer. Der anbefales bredt, at involvere borgere i beskyttelse af de vilde bestøvere, og her spiller naturformidlingen en vigtig rolle, som det første step.
Begrebet »vilde bier« har efterhånden fundet vej både til borgernes bevidsthed og skoleprogrammer, men det er fortsat meget sjældent, at artskendskabet og kendskab til biernes økologi følger med.
Forståelsen af de forskellige arters specifikke behov er imidlertid afgørende for implementeringen af netop de tiltag, der gavner den stedlige bifauna. Viden om bier og andre bestøvende insekter skal derfor bredes ud til større dele af samfundet – gerne ved at nå ud til nye målgrupper.
PROJEKTETS MÅL
Kan malerkunsten fremme viden om natur?
Idéen med projektet var at inspirere og begejstre deltagere over mangfoldigheden og skønheden af vilde bier, for at motivere dem til bedre at passe på bier og på andre insekter.
Vi ville også gerne tilskynde de lidt større børn til fremover at give sig i kast med at observere insekter og male insektportrætter, eller scener fra insekternes liv, på egen hånd.
Projektets overordnede mål var at afprøve, hvorvidt nærstudering af vilde bier (både i naturen og ved hjælp af detaljerede fotos) med efterfølgende skildring af dem i tegning og akvarelmaling, kunne forbedre deltagernes iagttagelsesevner, øge deres kendskab til bierne og vække interessen for insekternes rolle i naturens økosystemer.
AKTIVITETER
Bisafarier og maleværksteder
Vildebier.dk gennemførte i perioden juni 2022 til november 2023, i samarbejde med Faaborg Børnebilledskole og DN Faaborg-Midtfyn m.fl., formidlingsprojektet “Summen over engen – vilde bier i akvarel”, som var rettet mod det kreative publikum. Projektet var støttet med udlodningsmidler til friluftsliv.
Vi afholdte 16 maleværksteder i projektperioden, hvor fire skiftende kunstnere samt to faste naturformidlere lærte børn og voksne at portrættere forskellige arter af bier, via tegning og akvarel. Efter projektets afslutning, i 2024, afholdte vi yderliggere to værksteder målrettet voksne deltagere.*
Samlet deltog der 279 børn og 139 voksne i aktiviteterne i projektperioden, samt yderliggere 28 voksne i 2024.
Halvdelen af maleaktiviteter fandt sted ude i det fri på et husmandssted ved Faaborg, i forlængelse af korte insektsafarier, mens enkelte andre afvikledes som drop-in værksteder ved store offentlige arrangementer. De resterende, afholdt indendørs i de kolde måneder, bestod af oplæg om vilde bier efterfulgt af maleaktiviteterne.
Vi afsluttede projektet med en stor udstilling af skitser og akvarelportrætter af bier, tegnet og malet af børn og voksne.
* De to voksenarrangementer i foråret 2024 havde til formål at inspirere deltagerne til at tage idéen med bi-portrætter i akvarel op og afprøve den i deres formidlingsarbejde.
METODE OG ERFARINGER
Fokusområder, materialer og fremgangsmåde
Introduktion til bi-diversiteten
Bisafarier og oplæg om vilde bier
- de tre kropsdele og placering af ben og vinger
(skitser af biernes krop fra forskellige sider og nærfotos af forskellige arter) - forskellige anordninger til pollenindsamling og transport
- øjne, antenner og munddele
- hunner og hanner, og forskelle mellem arter
- forskel på bier og andre insekter, herunder mimicry
- levesteder og livscyklus hos enlige bier og humlebier
Udfordringer:
Ved insektsafarierne gik der lidt for meget jagt i det for enkelte børn – en anledning til at diskutere etikken ved undersøgelser og observationer, hvor man tager insekterne til fange. Alle insekter blev sluppet fri igen efter en kort tid.
Afbildning af bier i tegning og akvarel
Udfordringer:
Mange deltagere havde i starten svært ved at give slip på den forsimplede måde at afbilde bier, som ses allevegne.
Det var kun få deltagere, der havde mod til at give sig i kast med at tegne ud fra hukommelsen de arter, de har studeret under lup ved turen på engen. Fotos taget med mobilen under safarien og de store laminerede nærbilleder var her til en stor hjælp.
Insektkunst (eksempler):
- historiske værker (af Maria Sibylla Merian m.fl.)
- bier i akvarel (et bredt udvalg af billeder – fra videnskabelige illustrationer til børnebøger)
Skitser:
- hurtige tegneøvelser for at varme op og løsne hånden
- proportion og omrids af de 3 kropsdele
- placering og stilling af benene (afmærkning med streger)
- forskellige synsvinkler, kropsstillinger og perspektiv
- formen og volumen (symmetriakse og hjælpelinjer)
Akvarelteknikker:
- lag-på-lag fra lyse til mørke toner
- bløde farveovergange med vådt-i-vådt
- form og volumen via lys og skygge
- vådt-på-tørt til afsluttende detaljer
RESULTATER
Akvarelbilleder og en større viden om Danmarks bier
Det er dejligt at se, hvordan børn og voksne har lyttet, set og opfanget detaljer om bier, deres kroppe, farver og levevis.
Pia Voetmann – kunstmaler & lærer
Det var skønt at se børnenes indlevelse i opgaven og de færdige resultater efter intens fordybelse i de vilde bier. Et virkeligt fint initiativ, der understøtter børnenes iagttagelsesevne og fremmer den billedlige skabertrang.
Birgit Bjerring – DN Faaborg-Midtfyn
KONKLUSIONER
Naturrelaterede maleaktiviteter skaber interesse for naturens mangfoldighed
Vores erfaringer fra projektet viser, at der er et stort potentiale for aktiviteter, der sammenkobler naturobservationer med malerkunsten. Det kunstneriske perspektiv tiltrækker nyt publikum og skaber nye, interessante muligheder for oplysningsarbejde året rundt.
Deltagerne i sommeraktiviteter påpegede, at det er skønt at komme ud i naturen, give sig tid til at undersøge, hvilke insekter der lever de forskellige steder, for derefter at sætte sig ned for at tegne og male dem. Mange udtrykte begejstringen for denne kombination af insektsafarier med maleværksteder.
De tre velbesøgte drop-in maleværksteder og værksteder afholdt uden for sæsonen i Faaborg og Otterup viste, at der generelt er en stor interesse for naturrelaterede maleaktiviteter for både børn og voksne, såvel indendørs som ude i naturen.
LITTERATUR
Anbefalet læsning
- Bartoszeck A.B., Tunnicliffe S.D. (2017): Development of biological literacy through drawing organisms.
- Christ L., Dreesmann D. (2022): SAD but True: Species Awareness Disparity in Bees Is a Result of Bee-Less Biology Lessons in Germany.
- Gangwani K., Landin L. (2018): The Decline of Insect Representation in Biology Textbooks Over Time.
- Muth F., Lindauer A. (2022): Am I even a bee?
- Sieg A. K., Teibtner R., Dreesmann D. (2018): Don’t Know Much about Bumblebees? – A Study about Secondary School Students’ Knowledge and Attitude Shows Educational Demand.
Link
Oprettet den 7. oktober 2024