Efterårsferien står for døren og byder som sædvanligt på forskellige udendørsaktiviteter for børnefamilier rundt omkring i landet.
Har I planer om at deltage i et af dem, hvor I sammen med børnene kan bygge et lille “bihotel” til havens bier, så har denne korte video fra Haveselskabet sikkert jeres interesse. – Her viser Rikke Milbak nemlig trin for trin, hvordan man kan omdanne en brugt vinkasse til et dejlig bolig for murerbier og bladskærerbier.
Undervejs giver Rikke gode råd til udformningen og fortæller, hvad skal der til for at boet ikke alene lokker bierne til at flytte ind, men også får dem til at trives.
En god bibolig bygget af gammel vinkasse
Har du lyst til at gøre Rikke kunsten efter, kan du følge nedenstående råd:
- Det er bedst at bruge et stykke hårdt træ (f.eks. fra et udgået æbletræ) til at bore redegange i.
- Bor huller ind fra siderne og ikke fra enden af træet, da det kan give revner, som skaffer parasitterne frit adgang til biernes ynglekamre. Undgå at bore helt igennem træet.
- De fleste af hullerne må gerne være 6-8 mm i diameter, men bor også nogle mindre og større huller, f.eks. 3-4 eller 8-10 mm i diameter. Hullerne skal være glatte.
- Fyld rummet i kassen ved siden af træstykket op med hule plantestængler, der er lukkede i den ene ende.
- Prøv at undgå at stænglerne bliver flossede ved indgangen, når du klipper eller skærer dem til i passende længde, da bierne ellers let kan få beskadiget deres vinger.
- Saml plantestænglerne i bundter. Det sparer tid, nar du skal fylde kassen op, og endnu vigtigere: Det gør det sværere for fuglene at pille stænglerne ud af kassen!
- Fyld kassen helt op og vend den til slut på hovedet, for at tjekke, at alle dele sidder godt fast.
- Dæk evt. forsiden af kassen med trådnet for at hindre fuglenes adgang til biernes reder. Gør du det, så er det vigtigt at nettet sættes i god afstand fra kassens indhold, ellers får fuglene bare et nyt “fodringsapparat” med levende føde.
- Hæng kassen et solrigt og tørt sted, f.eks. under et tagudhæng. Du kan også vente til foråret med at hænge den ud. Østvendt placering er godt – det giver både morgenlys og varme, men det når ikke at blive for varmt på de allervarmeste sommerdage.
Flere tips til indretning af små boliger til enlige bier finder du i vores tidligere artikel, Bolighjælp til vilde bier, og i Lise Handsteds artikel om bibolig af rillede plader.
Er det en humlebikasse, I har planer om at snedkerere sammen i efterårsferien, finder du nogle gode råd i min korte vejledning om indretning af humlebikasser og i en norsk artikel skrevet af humlebieksperten Atle Mjelde.
God fornøjelse med bygeriet! …og med de nye beboere næste år.
Referencer:
- Rikke Milbak & Morten Linnemann (2016): 10 tips til at lave dit eget insekthotel. Video, 5.53 min. Haveselskabet. https://haveselskabet.dk/byg-insekthotel
Læs også:
- Maria & Jørgen Gram-Jensen (2014): Bolighjælp til vilde bier. Praktisk Økologi 2/2014, s. 4‑8.
- Lise Hansted (2016): Afhjælp boligmanglen – lav dit eget bihotel. Tidsskrift for Biavl, nr. 9, s. 292-293. Danmarks Biavlerforening.
- Atle Mjelde (2013): Hjelp humlene med bolplass. Økologisk landbruk, 1/2013.