Humlebier
Humlebier anlægger gerne deres reder i markskel og levende hegn, på jorddiger og andre forhøjninger på udyrkede arealer og i tilgroede haver.
Nogle af de redebyggende humlebier foretrækker at anlægge underjordiske boer, f.eks. i forladte musehuller, mens andre bygger gerne deres reder over jorden: Under stråtage, i halmballer og i forladte fuglereder. En del arter bygger reder både over og under jorden.
Humlebirede med snyltehumler, formentlig af arten Bombus bohemicus.
Foto: © Maria Gram / Vildebier.dk
Vi har i Danmark også otte arter snyltehumler. Snyltehumlerne anlæger ikke boet, men er redeparasiter hos de egentlige humlebier (Dupont & Madsen, 2010).
Enlige bier
Hos de almindelige, dvs. ikke parasitiske, enlige bier anlægger hver hun sin egen rede, hvor hendes eget afkom udvikles. Her er det larverne, der skal sikre artens overlevelse vinteren over, da de voksne hunner dør efter de er blevet parret og har lagt æg. Der findes dog nogle overgangsformer hos vejbierne, hvor hunnen forsyner larverne med føde, når de er kommet ud af æggene.
Omtrent tre ud af fire redebyggende bier på vore breddegrader yngler i jord og graver deres tunneller og kamre under jordoverfladen. De foretrækker som regel en finkornet og sandet jord og yngler på lysåbne steder.
Jordbier (Andrenidae) bygger deres reder på tørre og sandede, gerne sydvendte skråninger, hvor de tit optræder i store kolonier. Også vejbierne (Halictidae) placerer deres reder i tætte kolonier i jorden, gerne ved skovveje.
Indgangen til en jordbirede. Foto: © Maria Gram / Vildebier.dk
Redeområdet skal være tørt og veldrænet for at undgå at skimmelsvampe angriber yngel eller fødeforsyningerne i cellerne. De fleste jordynglende arter imprægnerer jorden med et voksagtigt sekret eller en hinde, der beskytter celleindholdet og forstærker konstruktionen (Westrich, 1996).
Tagrør skaber gode redemuligheder for de mindste biarter.
Foto: © Maria Gram / Vildebier.dk
Omkring en fjerdedel af vore enlige bier yngler over jorden: i plantedækket, i lermure eller i gammel træværk. Nogle af arterne anlægger deres reder som en række småkamre i hulede plantestængler eller grene med blødt marv, andre anbringer deres yngelkamre i hulrum gnavet af andre insekter. De bruger også forskelligt materiale, som f.eks. fugtigt mudder eller afklippede blade til at fore og forsegle yngelcellerne med. De fleste af dem hører til familien Megachilidae, bugsamlerbier.
Nogle arter af de enlige bier anlægger ikke reder selv, men lever som redeparasiter ligesom snyltehumler.
Honningbien
Den europæiske honningbi Apis mellifera anlægger gerne sin bo i hullede træer eller andre store hulrum. Bisværmen flytter ind og boet fyldes efterhånden med lodrette vokstavler, hvori bisamfundet opfostrer sin yngel. Også bifamiliens forråd af honning og pollen opbevares i tavlerne. Så honningbier lever helt bogstavligt på vokstavler, som arbejderbierne bygger af voks, udsondret af deres vokskirtler.
Der findes ikke længere vildtlevende honningbier i Danmark, danske honningbier bor i bistader.
Foto: © Maria Gram / Vildebier.dk
Efter at varroamiden (en biparasit fra Asien som dukkede op i 80’erne) har spredt sig til hele landet, findes der, udover midlertidige samfund dannet af sommersværme, ikke længere nogen vilde bestande af honningbier i Danmark. Den fortsatte eksistens af honningbien afhænger i dag af biavlere.
Referencer:
- Dupont, Y. L., Madsen, H. B. (2010): Humlebier. Natur og Museum, 49. årg., nr.1.
- Westrich, Paul (1996): Habitat requirements of central European bees and the problems of partial habitats. Chapter 1 in: The Conservation of Bees. The Linnean Society of London and The International Bee Research Association.
Siden oprettet den 18. januar 2011
