Under en felttur til Bornholm i maj måned fandt vores to unge bi-eksperter – Sean Birk Bek Craig og Hjalte Kjærby – en biart, Nomada conjungens, der kendes fra Centraleuropa, men som ikke tidligere var kendt fra Danmark.
Efter tilføjelsen af Nomada conjungens til den danske bifauna, omfatter den nu hele 296 kendte arter. Artens danske navn er kørvelhvepsebi.
Bestemmelsen bekræftet ved DNA-analyse
Bien blev fundet den 18. maj 2023 på en lokalitet syd for Rønne, kendt i forvejen for en række sjældne arter af bier. Det spændende fund skulle dog først verificeres ved hjælp af DNA-analyse.
Kørvelhvepsebi kan nemlig let forveksles med lille hvepsebi Nomada flavoguttata, hvilket gjorde bestemmelsen usikker, især taget i betragtning, at den lille hvepsebi varierer meget i udseende.
Af den grund blev bestemmelsen, efter konsultation med Henning Bang Madsen, efterprøvet med DNA-barcoding udført af Rasmus Stenbak Larsen, begge fra Biologisk Institut på Københavns Universitet. Og rigtignok, det var tale om kørvelhvepsebi Nomada conjungens.
Hvordan lykkedes det?
Nomada conjungens, er en kendt redeparasit på kørvelsmåjordbi Andrena proxima. Så da Sean Birk Bek Craig og Hjalte Kjærby fandt store mængder af kørvelsmåjordbi Andrena proxima på Arnager gik de straks i gang med en målrettet søgning efter Nomada conjungens – den hvepsebi, som snylter på kørvelsmåjordbien, og som ikke tidligere var kendt fra Danmark.
Og det lykkedes dem at finde den! Du kan læse mere om det spændende fund i Seans egen beretning i bloggen på Arter.
Links:
- En ny biart for Danmark fundet på Bornholm! – læs bloggen på arter.dk
- Observation af kørvelhvepsebi Nomada conjungens på arter.dk
- Bier, der er nye for Danmark
Tak til Sean Birk Bek Craig for billede af kørvelhvepsebien Nomada conjungens fundet på Bornholm.
Oprettet den 3. juli 2023