Foredrag på Naturhistorisk Museum i Aarhus
Kilde: Meddelelse fra Naturhistorisk Museum i Århus.
Efter Morten D. D. Hansen & Danmarks Fugle og Natur.
Teksten er lettere redigeret.
Torsdag den 21. maj får Naturhistorisk Museum fornemt besøg, når den berømte engelske bi-forsker og forfatter Dave Goulson holder foredrag om sit liv med humlebier. Goulson er forfatter til bestselleren “A Sting in the Tale”, som for en måned siden er udkommet på dansk på forlaget Don Max med titlen “Humlen ved det hele”.
Dave Goulson er professor i biologi ved University of Sussex og har i mange år forsket i humlebiernes fascinerende adfærd. I 2006 tog han initiativ til Bumblebee Conservation Trust, en stor natur-NGO, der arbejder for at forbedre forholdene for Englands humlebier.
Humlebierne har det nemlig svært, ikke bare i England, men i hele Europa og resten af verden. De mangler vilde blomster, og de mangler plads til deres reder. Eller også uddør de, når gartnerier flytter humlebier rundt i verden, og disse “kultur-humlebier” efterfølgende spreder sygdomme i de vilde bestande.
I Danmark har vi desværre mistet en god håndfuld arter, der lyder navne som frugthumle, felthumle og klokkesnyltehumle, mens smukke arter som kløverhumle og enghumle kun holder ud med det yderste af kløerne. Det er trist, for humlebierne er karismatiske og fredelige insekter, der – selv om de kan stikke – næsten aldrig gør det. Og ikke mindst er de fantastiske bestøvere.
Kom og bliv inspireret, når Dave Goulson åbner op for fortællingerne fra humlebiernes univers, og hør ydermere om, hvad vi selv kan gøre for at hjælpe dem.
Der vil naturligvis være lejlighed til at købe bogen og få den signeret, ligesom Naturhistorisk Museum har været i de videnskabelige samlinger og fundet de enkelte arter frem, så man kan se dem 1:1.
Der betales normal entrépris på 60 kr. Bemærk, at et årskort til Naturhistorisk Museum koster kun 75 kr.
Humlen ved det hele
Omtale af bogen i engelsk presse
De engelske anmeldere skrev bl.a.:
- “Dette er nødvendig læsning for et menneske i det 21. århundrede” – New Scientist.
- “Blandt de mest lysende i den seneste opblomstring af værker om natur, naturhistorie og erindringer” – The Guardian.
- “Storslået … Den sande fornøjelse ved at læse denne bog er den summen af naturens mangfoldighed, der stiger op fra hver eneste side” – The Times.
- “Gevaldigt underholdende, enormt vidende … Vigtig og passioneret” – Independent.