Dette efterår blev alle, der er optaget af vilde bier, stærk fristet til at udvide deres bogsamling om emnet, koste næsten hvad det vil. Både i Tyskland og i Storbritannien udkom der nemlig nye bøger, der regnes for ikke mindre end forfatternes livsværk og disse forfattere er i begge tilfælde bi-forskere med mange år på bagen, anerkendt blandt deres fagfæller.
Men da priserne for de to omfattende mesterværker desværre ligger i den højere ende af skalaen, står disse fine udgivelser sikkert fortsat på manges, især unge menneskers, liste over uopfyldte ønsker.
Vi taler her selvfølgelig om “Die Wildbienen Deutschlands”, der udkom den 13. september på det tyske forlag Ulmer og om “Handbook of the Bees of the British Isles” i to bind, publiceret den 8. oktober af det britiske forlæggerselskab The Ray Society.
Begge værker er oplagte julegaver til folk, der er seriøs omkring deres interesse i vilde bier. Eller måske til dig selv?
Die Wildbienen Deutschlands – den alsidige julegave til enhver bi‑entusiast
Især den tyske monografi har et godt potentiale til at skabe juleglæden hos en bred skare af naturinteresserede mennesker. Den vil være ligeså velegnet som en gave til den biologistuderende eller biologilærer, som til at ligge under juletræet hos en videnskabsmand, politiker, naturforvalter, landskabs- eller havearkitekt eller sågar hos den naturglade pensionist. Forudsat, at vedkommende kan læse tysk og har fattet interesse for de vilde bier. Og det er da faktisk mange, der har.
Så hvis en, du holder af, er interesseret i vilde bier og vil lære mere om dem end der står i den dansksprogede litteratur, så ved du, hvad du kan lægge under juletræet.
Find omtalen af bogen via linket her.
Handbook of the Bees of the British Isles – en god gave til entomologen m/k
Det engelske storværk skrevet af af George R. Else & Mike Edwards vil først og fremmest tiltale dedikerede entomologer. Værkets første bind på 332 sider består nemlig hovedsageligt af bestemmelsesnøgler, mens anden bind på hele 775 sider indeholder detaljerede artsprofiler for Storbritanniens over 270 arter af bier.
|
Find omtalen af bogen via linket her.